Biskop Marianne Christiansen og imam Naveed Baig trak fulde huse til dialogarrangement i Det Albanske Trossamfund i Husum. De er enige om, at religion er dannende og at religiøs pluralisme er nødvendigt i et sekulært samfund.
”Vi styrker vores egen tro ved at spejle os i hinanden.”
Det blev en af flere indsigter ved dialogarrangementet ”Modsætninger mødes” i Det Albanske Trossamfund i Husum den 25. november 2024. Over 100 deltagere mødte op i moskéens konferencesal, der er tidligere biograf, i spændt forventning til hvad biskop Marianne Christiansen og imam Naveed Baig havde at sige hinanden.
”Vi vil væk fra polarisering”
- Det er første gang, vi har en biskop i vores moské, bemærker Bashkim, en af flere unge mænd, der bød velkommen ved indgangen. Han glæder sig til en spændende aften, siger han:
- Jeg forventer en eller anden form for forståelse af den modsatte part. Deres søgen efter Gud. Jeg vil forstå mine kristne medborgere i Danmark, være lidt mere inde i deres tankegang.
Ved siden af står Valon, der også har noget på hjerte:
- Jeg glæder mig til at møde nye mennesker, lære dem at kende, se deres perspektiver, og kunne danne en bro over forskellige trosretninger. Her i moskeen vil vi gerne prøve at bevæge os væk fra polarisering, og bevæge os ind i mere sameksistens.
”Vi må have noget til fælles”
Vi er kommet i god tid og bliver budt på kaffe og kage i moskéens cafélokale. Her er religionsdialogen allerede i fuld gang – her mellem et par veninder:
- Jeg er mødt op med et åbent sind, og er villig til at lære, hvad andre kan, fortæller Yusra. - Jeg er begyndt at lære mere om islam. Så derfor er jeg også åben over for at høre om kristendommen, både om forskelle og ligheder. Vi må have noget til fælles.
Det er hendes veninde Rachida enig i:
- Vi er ikke så langt fra hinanden, som den almindelige dansker tror. Så med dialog ville fordommene gå helt væk, pointerer hun.
Tryg nok til at stille svære spørgsmål
Det kunne ikke være mere i tråd med moskéens imam Basri Kurtis indledning, da vi sætter os til rette i ”biografen”:
- I en tid, hvor verden er mere forbundet end nogensinde, men samtidig plaget af spændinger, er det afgørende, at vi skaber ro og dialog. Ro, hvor vi tør at stille de svære spørgsmål, og hvor vi mødes med åbenhed og respekt for hinandens forskelligheder, sagde han og fortsatte:
- Tro er for mange mennesker en kilde til mening og ro, men den kan også vække spørgsmål, udfordringer og til tider en del konflikter. Det er derfor vi er samlet her i dag, for at reflektere over troens betydning og dens betydning i vores fælles samfund.
Og så var banen kridtet op til en frugtbar dialog mellem biskop og imam – med Basri Kurtis som ordstyrer.
Jehovas Vidner udfordrer kulturmuslim
Hvordan har jeres tro formet jeres liv i den fysiske verden?
- Jeg er døbt som spæd og vokset op som kristen og har derfor ikke kendt andet. Men jeg oplever troen og gudsforholdet som noget, der er så vigtigt i mit liv, at jeg vil dele det med andre. Derfor blev jeg præst, fortæller Marianne Christiansen.
- Jeg er vokset op i en familie, som man vil kunne kalde kulturmuslimsk, fortæller Naveed Baig. - Det var først, da vi derhjemme fik besøg af Jehovas Vidner, at jeg begyndte at reflektere over min egen tro. Hvordan skulle jeg kunne gå i dialog med Jehovas Vidner uden at kende min egen religion? Så jeg begyndte at læse og studere islam, så jeg havde noget substans at komme med næste gang, de kom på besøg. Siden læste jeg på islamisk universitet i Pakistan og blev imam.
Brug for spejling
- Vi har brug for at spejle os i andre menneskers virkelighed og deres sandhed for at blive bestyrket i vores egen tro. Og det sker først, når der er en vekselvirkning mellem forskellige mennesker, pointerer Naveed Baig.
- Det har vi også brug for indenfor vores egen religion, supplerer Marianne Christiansen. – Vi har hver vores personlige gudsforhold, og der er jo ingen, der ved om troen betyder det samme for dig som for mig. Det kan vi jo ikke vide, uanset om vi har den samme religion eller ej. Så vi er nødt til at dele – også med hinanden. Og det kan godt være svært for os, der er præget af en dansk, luthersk tro, hvor tro er noget, du alene har sammen med Gud. Derfor kan vi have en tendens til at der ikke bliver snakket om det.
Religion giver fundament og fællesskab
Kan religion spille en positiv rolle i et moderne, sekulært samfund som det danske?
- Absolut. Et moderne sekulært samfund kan slet ikke leve uden religion, fastslår Marianne Christiansen og uddyber:
- Jo, vi har et sekulært samfund, som ikke bygger på religiøs lovgivning, men på at vi skal kunne være her allesammen med vores forskellige religiøse overbevisninger. Men samtidig er religion for det enkelte menneske jo det, der former os som mennesker og gør os i stand til at tage del i samfundet. Altså, hvad er forskellen på godt og ondt, og hvad skal vi med vores liv med hinanden?
- Hvis ikke vi har et fundament og et fællesskab omkring det, så bliver vores eneste formål med vores liv statens, projektets eller økonomiens hensigt.
Religiøs pluralisme i det sekulære samfund
Naveed Baig supplerer:
- Det er afgørende, at vi formår at læse vores helligskrifter på en måde som også inkluderer de mennesker, som ikke deler vores tro eller overbevisninger. Eller dem, som ikke har en tro. Det er for mig en meget vigtig form for pluralisme, som jeg synes også kendetegner et sekulært samfund, og som ligger i den måde, jeg forstår islam.
Marianne Christiansen fortsætter:
- Religion spiller også den rolle i samfundet, at den giver os historie, mening, samtale og fællesskab mellem mennesker. Der er en dannelse i religionerne, som vi slet ikke kan være foruden. Et samfund uden religioner vil i min optik være et dybt uhyggeligt samfund.
Hvordan kan religioner hjælpe hinanden i et sekundært samfund, fx hvis en af religionerne bliver angrebet?
- Det er det, vi skal øve os i, fastslår Marianne Christiansen. - Vi skal jo ikke bare kæmpe for vores egen ret til at udøve vores tro. Hvis vi vil have et frit samfund, så skal vi netop kæmpe for, at vi kan være her sammen. Alle sammen.
Vi må ikke være tavse
Herefter citerer hun den tyske præst og modstandsmand Martin Niemöller, der skrev et kort digt om optakten til jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig:
Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.
- Det sidder så dybt i mig, den her frygt for at være tavs om de overgreb, som går ud over andre end os selv. Vi har en forpligtelse til at være der for hinanden, også når vi bliver ramt af kriser, understreger Marianne Christiansen.
Skriv, stå og gå med hinanden
Naveed foreslår praktiske og konkrete måder at vise solidaritet på:
- Det er en god ide at skrive til religiøse ledere og udvise sympati. Og skrive i det hele taget. Ikke kun på underskriftsindsamlinger, men også deltage i mediedebatten og skrive på sociale medier. Det kan også være fysiske manifestationer, hvor man står sammen og går sammen.
- For mig personligt, var det meget overraskende, hvor sårbare de danske jøder følte sig efter angrebet 7. oktober. Det gik op for mig, at jeg bare måtte sige et eller andet, eller bare skrive et eller andet, og at det kan hjælpe rigtig meget. Så selv om vi også sidder med vores egen krise og er sårbare, er der faktisk ret meget, vi kan gøre for hinanden. Gennem ord, gennem manifestationer, gennem skrivearbejde, men også generelt gennem menneskerelationer. For når man har en relation, så betyder det også, at man er en ven.
- Den troende er den, der kan få et andet menneske til at tro på sit eget liv og sit formål, siger Marianne.
- Ja, vi bliver nødt til at afgøre med os selv, om vores tro og væsen er med til at sikre andre mennesker eller ikke, slutter Naveed Baig.
En ren fornøjelse
Dagen efter tikker den ene sms-besked efter den anden ind – her er det førnævnte Bashkim, der fortæller, hvad han har fået ud af foredraget:
- Jeg er blevet klogere på, hvordan den almene dansker praktiserer kristendommen, hvor Marianne forklarede at det primært foregår på et mere spirituelt plan. Dette er anderledes end for os muslimer, som udover det spirituelle også praktiserer det fysisk i form af fem daglige bønner, rituel afvaskning før bøn, faste under ramadanen osv. Alt i alt en rigtig god aften, hvor der blev udvekslet tanker og idéer om, hvordan vi som medborgere i dette land kan samarbejde, så alle kan føle sig trygge og hørt.
Hans kammerat Valon sendte også en tekst sagen efter:
- I går var en ren fornøjelse. De to hovedpersoner var dygtige og kom med forskellige (men alligevel ikke) synspunkter til de spørgsmål der blev stillet, hvilket understreger vigtigheden af at lære hinanden bedre at kende samtidig med at man respekterer hinanden. Jeg vil gerne understrege vigtigheden af at deltage i sådanne arrangementer, idet man til tider kan undervurdere hvad en kop kaffe med en "fremmed" kan bidrage med. Jeg ser frem til flere arrangementer!
