Muslimske hospitalspatienters åndelige behov kan ikke tilgodeses fuldt ud af hospitalspræster. Der er brug for gejstlige med religiøs indsigt og kompetence til at møde, forstå og besvare spørgsmål fra ikke kun muslimske, men alle varianter af minoritetsreligiøse patienter i Norden. Det var et at hovedpointerne i Naveed Baigs foredrag og ph.d.-forsvar på Oslo Universitet.
Af Svend Løbner, freelancejournalist
Hvorfor er der brug for hospitalspræster? Hvorfor er der brug for hospitalsimamer?
Det første er indlysende for de fleste. Selvfølgelig skal mennesker i livskrise have adgang til at tale med en præst. Mennesket har også spirituelle behov. Og kristne præster er i dag både dannede og uddannede til at øve sjælesorg blandt alle mennesker, også ateister, buddhister, hinduer og muslimer.
Nej, ikke umiddelbart lyder svaret fra imam Naveed Baig, der var hospitalsimam på Rigshospitalet i en årrække og netop har forsvaret en ph.d. i sjælesorg for muslimske patienter, The Cure is in the Pain.
Forskellig tro kræver forskellige gejstlige
For mange i et hidtil monoreligiøst samfund som det danske er svaret på det andet spørgsmål knap så indlysende. Kan en hospitalspræst da ikke håndtere samtaler om hele paletten af spirituelle overvejelser og dilemmaer i forbindelse med livstruende sygdom?
Nej, netop ikke fordi hver religion har sit eget trosunivers, særlige metafysiske forestillinger og bestemte religiøse ritualer, som bør foretages af dertil indviede gejstlige. Således også muslimer, erfarer Baig fra sine 12 kvalitative interviews med patienter med muslimsk baggrund indlagt med Coronavirus på Rigshospitalet i København.
Brug for større accept af menneskelighed
Naveed Baig forsvarede sin filosofiske doktordisputats, ph.d., ved det teologiske fakultet kaldet ”Domus Theologica” på Oslo Universitet den 11. januar 2025. Den 175 sider lange afhandling blev godkendt efter to opponenter havde spurgt grundigt ind til både indhold og form.
Men inden da, holdt Naveed Baig efter norsk tradition et foredrag for de ca. 50 fremmødte om, hvordan muslimske patienter er bedst tjent med sjælesorg (på engelsk chaplaincy) i nordisk sammenhæng. Ved almindelig sjælesorg, trosbaseret omsorg eller eksistentiel omsorg?
- Der er først og fremmest brug for en større accept af menneskers menneskelighed, før behovet for omsorgsbehov kan tilgodeses på sundhedsinstitutioner, forklarede Naveed Baig.
Minoritetspræster bør inddrages
Han spurgte retorisk: Hvordan menneskeliggør vi patienter og undgår dehumanisering? Hvordan ser og opfatter vi muslimer? Og hvordan kan også muslimer blive en ressource i sundhedsydelserne?
Mange muslimer er allerede læger, sygeplejersker, rengøringspersonale, it-specialister og så videre i de nordiske velfærdsstater, tilføjede han.
- Men de såkaldte chaplains, dvs. sjælesørgere, bør også inddrages og prioriteres efter behov. Ikke kun for muslimske patienter, men også for andre minoritetsgrupper og såkaldte ”nones”, dvs. folk, der ikke bekender sig til nogen tro.
Det engelske ord ”chaplain” dækker mere end ”hospitalspræst” og betegner personer i offentlige institutioner, der står for organiseret omsorgsarbejde med religiøs og åndelig karakter.
Det hellige er nærmest hjertet
Naveed Baig introducerede i foredraget såkaldt ”patient centered chaplaincy”
- At være patientcentreret er at se mennesket før individet og dets behov. Det er at se forbi kroppen og sjælen og åbne et vindue til det hellige. Det hellige forstås her i bredest forstand og er, hvad eller hvem, der er tættest på ens hjerte, ens åndelige centrum.
Samtidig er det også vigtigt at huske rigdommen og dybden i åndelige udtryksformer, både udenfor og indenfor islam, fortsatte Naveed Baig. Når præsten eller imamen forstår indholdet i ritualerne, undgås skævheder, stereotyper og åndelige fortrængninger i omsorgsarbejdet.
- Præsten og imamen bør beskytte mennesker mod eksistentielle storme og være et anker i menneskers liv, både i gode tider og dårlige tider, og give håb, helbredelse og helhed til dem, der måtte have brug for det.
Sjælesorgsarbejdet må afkoloniseres
For at det kan ske, må sjælesorgsarbejdet, på engelsk chaplaincy, afkoloniseres, fremholdt Naveed Baig:
- Hospitalsimamer kan ikke ses isoleret fra resten af det bredere præstearbejde på hospitaler i Norden. De arbejder alle i ”det kliniske grænseland”, hvor forskellige professioner, familier og netværk griber ind i hinanden. En måde at ”afkolonisere” hospitalssfæren på, er at favne både det pluralistiske og sekulære samtidig med at man respekterer den kristne arv, der dominerer de nordiske lande.
Kan det lade sig gøre? spurgte Naveed Baig retorisk. Norden har jo en stærk kulturel tilknytning til den kristne arv og tradition. Men det kan diskuteres om denne tilknytning er mere kulturel end den er religiøs, sagde han.
- I et multikulturelt og multireligiøst miljø er der behov for at fremhæve traditionsforskellene. For hvis de forbliver implicitte, har den dominerende tradition en tendens til at blive normativ i negativ forstand. Derfor vil jeg foreslå at tage muslimske patienters bekymringer for det hellige alvorligt, dvs. det, der ligger deres hjerte nært.
Det hellige er for det meste taqwa og tawhid, som kan oversættes som gudsbevidsthed og helhed.
- For at det hellige kan blomstre i den enkelte, er der behov for en model, der er patientcentreret. Derfor er der i Norden brug for hospitalsimamer, der kan støtte muslimske patienters tro gennem islamiske ritualer og samtale om eksistentielle dilemmaer.
- Det er ikke nok at tilbyde muslimske patienter en almindelig såkaldt generisk præst. Det er alt for vagt og diffust og formår ikke helt at møde muslimske patienters behov.
- For nordiske muslimer er en patientcentreret sjælesørger at foretrække. Patientcentreret er ikke et nyt begreb, men at placere ”sjælesørger” i slutningen af ordet angiver, at her er en person, der ser mennesket først i forhold til individet og dets behov.
Katalysator for udvikling af islamisk praktisk teologi
Efter foredraget var det tid til opponenterne at tage ph.d.-afhandlingen under behandling. Sophie Gilliat-Ray er professor ved afdelingen for historie, arkæologi og religion ved Cardiff University i Storbritannien, og Erika Willander er lektor ved afdelingen for sociologi på Umeå Universitet i Sverige.
Det overordnede spørgsmål Naveed Baig søgte svar på er: Hvordan oplever og forholder muslimske patienter sig til religion og spiritualitet under hospitalsindlæggelse, mens de oplever modgang i forbindelse med alvorlig sygdom?
- Jeg håber og forventer meget, at Naveeds afhandling hurtigt vil blive en katalysator for udviklingen af både islamisk praktisk teologi og flere hospitalsimamer, indledte Sophie Gilliat-Ray og gav et kærkomment overblik over disputatsens indhold.
Hvilke åndelige ressourcer bruger patienterne?
Naveeds problemformulering er som nævnt, hvordan muslimske patienter oplever og forholder sig til religion og spiritualitet under deres indlæggelse, når de møder trængsler relateret til alvorlig sygdom.
Hertil kommer to underspørgsmål, som dels ønsker at fastslå, hvilke ressourcer patienter bruger og praktiserer, når de udsættes for alvorlig sygdom, og dels hvordan patienterne mestrer deres situation ud fra et teologisk perspektiv.
- Sagt på en anden måde handler disse spørgsmål grundlæggende om, hvordan muslimer, der gennemgår alvorlig sygdom, forstår deres oplevelse fra et religiøst synspunkt, samtidig med at de trækker på deres tro som en kilde til åndelig støtte.
Undersøgelse kan forbedre åndelig omsorg
Afhandlingen har til formål at komme bag om spørgsmål om menneskelig lidelse, virkelig bore ned i detaljerne om, hvordan muslimer tænker, og hvad de kan føle, når de oplever ulidelig lidelse, sagde Sophie Gilliat-Ray.
Hvorfra og fra hvem henter de trøst, og hvordan kan svarene på disse spørgsmål hjælpe med at informere, ikke kun præster, men også andet sundhedspersonale?
- En af hovedmotivationerne for undersøgelsen er at fremlægge beviser for og udfordre racisme og diskrimination i sundhedsvæsenet, hvilket forhåbentlig kan føre til større inklusion af minoriteters tro og traditioner, især muslimske, i ordninger for hospitalspræster og imamer og dermed forbedre den åndelige omsorg, sagde hun.
Levet religion i islamiske studier
Afhandlingen bidrager med en ligetil empirisk undersøgelse, der blandt andet bringer idéen om ”levet religion” i samtale med islamiske studier som disciplin.
Hvorfor er det vigtigt? spurgte Sophie Gilliat-Ray retorisk.
- Jo, islamiske studier har som et felt for akademisk arbejde haft en tendens til at favorisere sproglige, doktrinære, tekstlige og historiske tilgange og metoder. Det er godt nok, men denne tendens har ofte manglet forbindelse til den faktiske daglige oplevelse for muslimer, især dem, der lever i den udfordrende situation at være minoriteter i dagens europæiske samfund.
Fokus på almindelige menneskers trospraksis
På det seneste har der været en øget interesse for, hvad der almindeligvis beskrives som ”levet religion”, dvs. om almindelige menneskers trospraksis i hverdagen, sagde Gilliat-Ray.
- Naveeds arbejde bringer med succes idéer om levet religion, hentet fra religionssociologien, i samtale med islamiske studier, ved at reflektere over, hvordan almindelige muslimer forholder sig til deres tro og finder mening i deres oplevelser under indlæggelse, mens de lider af svær sygdom. Derfor hjælper hans forskning med at etablere sammenhænge mellem begreber i praktisk og pastoral teologi, sociologi og religionspsykologi og den islamiske tradition og dens ordforråd.
Banebrydende forskning
Sophie Gilliat-Ray fortsatte:
- Naveeds arbejde er et glimrende eksempel på, hvordan den dygtige kombination af forskellige felter af akademisk forskning kan føre til udvikling af nye idéer i udviklingen af nye områder af islamisk praktisk teologi.
- Jeg værdsætter, at Naveeds arbejde i sig selv afspejler en pointe, som han gør tidligt i afhandlingen, nemlig at princippet om tawhid, Guds enhed, skal forstås mere ekspansivt. Tawhid kræver, at menneskelig viden, der stammer fra et bredt spektrum af felter og discipliner, forenes for at menneskelig opblomstring og helbredelse kan opnås fuldt ud.
- Ved at Naveed placerer patientoplevelser i kernen af afhandlingen, kan resultaterne af hans forskning styrke patientcentreret pleje i hospitalsmiljøer. Det kan ske fordi Naveed triangulerer mellem den, der yder omsorg, selve omsorgens karakter, og den, der er genstand for omsorg, nemlig patienten.
Varierende sprogkompetence
Derefter var det tid til opposition – først fra Sophie Gilliat-Ray selv:
- I afhandlingen bemærker du sprogets grænser. De resultater, vi genererer som forskere, formes af i hvor høj grad mennesker kan formulere, hvad de oplever, og hvordan de føler lidelsen. Der er en kløft mellem vores og deres ordforråd, hvilket betyder, at vi nogle gange kan være lidt ude af trit. Hvordan blev du først opmærksom på dette hul i ordforråd, og hvordan tager du så hensyn til det i dit arbejde bagefter?
- Spørgsmålet om sprog er vigtigt, indledte Naveed Baig sit svar. - Da jeg startede min interviewproces, ville jeg netop opleve mangfoldigheden af flere sprog hos de 12 patienter, 8 mænd og 4 kvinder med 8 forskellige sprog. Nogle talte meget godt dansk, andre mere middelmådigt. Denne forståelse af sproget var jeg nødt til at tage i betragtning, men det var heldigvis ikke mit ansvar at vælge sproglig kompetence, for det var sygehuspersonalet, der rekrutterede til mig.
Tavshed er også et sprog
Naveed zoomede ind på det, han mente var kernen i Sophie Galliat-Rays spørgsmål:
- Første gang jeg stiftede bekendtskab med sprogproblemerne - og det religiøse sprog – var da jeg startede som hospitalsimam tilbage i 2005. Vi bruger jo sprog til at kommunikere med. Men der er også denne følelse af nonverbal kommunikation. Når man ikke har sproget eller sproget er utilstrækkeligt bliver nonverbal kommunikation meget central i den måde, du er som person, som den, der trøster og yder omsorg.
- Her bliver også stilhed en vigtig del af sjælesorgen, hvor sprog introduceres gennem tavshed. Så du taler ikke med ord, men med din tilstedeværelse, det jeg kalder det barmhjertige nærvær. Pointen er, at selvom vi ikke siger noget, så siger vi stadig noget.
Islamisk praktisk teologi
Meget interessant, noterede Sophie Gilliat-Ray og fortsatte: Hvor tror du, islamisk praktisk teologi bevæger sig hen? Den er jo ny i den forstand, at den ikke er organiseret og formaliseret på teologiske fakulteter.
- Nej, men praktisk teologi er i fuld gang hos de levende mennesker, der forsøger at indeholde, rumme og kæmpe med måder at leve på ved at bruge teologi, svarede Naveed Baig. - Og det er alt fra håndvask, renselse til de faste bønner og forskellige former for tilbedelse til ægteskab og til familieret og andre spørgsmål, hvor praktisk teologi åbenlyst spiller en rolle.
- Islamisk praktisk teologi bor så at sige i det koraniske paradigme, hvor profeten Muhammed blev stillet konkrete spørgsmål af sine ledsagere om praktisk, religiøs og endda almindelig livsstil.
Islamisk viden til kristne præster?
Hospitalsimamers arbejde har stort set udviklet sig ud fra kristen praktisk teologi. Hvordan kan dine idéer og tænkning virke tilbage i kristen sammenhæng, ville Sophie Gilliat-Ray gerne vide.
Med andre ord: Hvad kan muslimske imamer og islamisk praktisk teologi tage med tilbage i det bredere felt, hvorfra imamer har forsøgt at udskille deres eget praksisområde?
- Jeg tror, at samtalen allerede foregår gennem tværreligiøs dialog og i fora, hvor man forsker i åndelig omsorg. Disse samtaler giver også impulser og nye perspektiver på det at være kristen præst. Et eksempel kunne være spørgsmål om mening og meningsfuldhed. I eksistentielle sundhedsteorier er der mange ligheder mellem at være kristen og muslimsk gejstlig, ligheder, der kan give teoretiske indsigter også til kristne præster. Det synes jeg er en vigtig bestræbelse.
Religion set fra sengekanten
Erika Willander tog over og koncentrerede sig om, hvordan sociologien kom ind i billedet.
- Religionssociologi fascinerer mig, idet jeg dybest set forsøger at undgå de mere institutionelle og hierarkiske landskaber og strukturer, for at møde patienterne, hvor de er, og finde ud af, hvad de egentlig siger og hvordan de udlever deres religion.
Er der en forbindelse mellem levet religion og det at lave interviews med patienter? ville Erika Willander vide.
- Ja, fordi jeg ser levet religion mere som et perspektiv end som en teori. Det er en måde at forstå mennesker på, at være sammen med dem på, og desuden en måde at skrive om dem på. Beskrive de almindelige ting, der sker. For eksempel sengekanten. Hvad betyder sengen egentlig for patienterne? For en seng er blevet deres hjem. Det er der, de spiser, sover, og for nogles vedkommende går på toilettet. Det er der, de beder. Det er der, de tænker på Gud, taler med Gud. Så det handler mere om det, der sker, frem for det, der forventes, for eksempel fra et teologisk eller et institutionelt synspunkt.
Sker der noget oversanseligt?
Hvad betyder sociologien i din afhandling, da du med religion bevæger dig i spændingsfeltet mellem det menneskelige og det overmenneskelige? ville Erika Willander vide.
- Spørgsmålet er vel i virkeligheden om der kan komme noget udenfor mennesket. Her adskiller religion sig fra andre discipliner ved, at der er et aspekt af åbenbaring, og åbenbaring er udenfor menneskelig kapacitet. Så at studere og skrive om religion er, at give indsigt i, hvad vi ikke ser.
- Det inspirerer mig til at undersøge: Hvad er det, vi ikke ser? Hvad mangler vi her? Dette religionsperspektiv efterlod et åbent rum, som jeg kunne dykke ned i. Og derfor valgte jeg at tale mere generelt om coronavirus, om sygdom, hvordan sygdommen opstod, hvem, der hjalp i startfasen og hvordan det endte med indlæggelse. Det er, hvad levet religion også handler om. Den åbenbarer og giver unik indsigt i menneskers individuelle levede liv med deres tro.
Drømmehospital mødt med taknemmelighed
Du spurgte dine patienter om deres ”drømmehospital”. Det kunne være meget interessant at høre, hvad patienterne drømmer om.
- Dybest set er det, patienterne siger om deres drømmehospital, forbundet med taknemmelighed. De er blot glade for, at de får den hjælp, den medicin og den pleje, de har brug for. De takker især sygeplejerskerne. Så de er dybest set tilfredse og taknemmelige. Måske fordi Coronasmitten gjorde behovet for indlæggelse akut? Måske fordi, der derfor ikke var anden udvej end hospitalet? Måske fordi de som minoriteter føler sig forpligtet til at være taknemmelige for at leve i det danske velfærdssamfund? Motiverne for deres tilfredshed undersøgte jeg ikke.
Efter opponenterne havde ”grillet” Naveed Baig tilstrækkeligt var det dekan Anders Runessons tur til at takke for Naveed Baigs indsats efterfulgt af klapsalver fra det fremmødte publikum, hvor flere spontant gik frem og lykønskede Naveed Baig med den flotte præstation.
Comments